Skansen i Hals er et yndet besøgssted for såvel turister som fastboende. Voldgraven rundt om det gamle fæstningsværk udgør naturligvis en væsentlig del af attraktionen. Men tidens tand spores også i voldgravens fremtoning, hvor grøde og vækster efterhånden mindsker vandspejlet.

Nu har voldgraven dog fået en grundig hovedrengøring. I sidste uge var PJ Maskinservice i færd med at rense og beskære såvel bund som brinker, således at voldgraven igen fremstår skarp og i tråd med den oprindelige arkitektur. Firmaet har benyttet en såkaldt amfibie-beskærer, der effektivt løsner dyng fra bunden og bringer det op til overfladen. Det drejer sig især om dunhammere og siv, der efter beskæring transporteres væk til enten genbrug eller kompost.

Ifølge PJ Maskinservice skal oprensningen i første omgang foretages med jævne mellemrum, hvorefter voldgraven igen kan klare sig nogle år uden maskinel påvirkning.

Aalborg Kommune har i øvrigt bestilt oprensning af i alt otte offentlige søer og anlæg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...