Fjordfestens gæster kan glæde sig til et udvidet børneområde samt Rugsted og Kreutzfeldt på scenen

HALS: 2019-udgaven af Fjordfesten i Hals blev særdeles vellykket. Styregruppen bag arrangementet kan se tilbage på en forrygende lørdag i juli, hvor alt gik op i en højere enhed med stor opbakning fra sponsorer, publikum og frivillige.

Med det i ryggen er der godt gang i planlægningen af næste års Fjordfest. Denne afvikles lørdag 25. juli, og allerede nu er hovednavnet på plads. Det bliver den legendariske duo i skikkelse af Rugsted og Kreutzfeldt, der sammen med en række andre musikalske navne skal indramme endagsfestivalen på de smukke areal ved fjordbredden.

Arrangørerne barsler endvidere med en række andre planer. Blandt andet skal børneområdet udvides, således at de yngste kan glæde sig til yderligere leg og aktiviteter. Det øvrige program opjusteres tilsvarende, og i det hele taget er styregruppen fortrøstningsfuld i forhold til den kommende udgave.

- Vi er glade for at melde ud, at vi går et skridt videre i 2020. Det tør vi godt, da oplevelsen er, at alle bakker op omkring festen, hedder det i en pressemeddelse.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...