ERHVERV: Ny restaurant er åbnet på Strandvejen mellem Hals og Hou

Strandvejen mellem Hals og Hou er i sommermånederne stærkt befærdet. Nu kan de mange turister dog krydre køre-, gå- eller cykelturen med en afstikker til en ny restaurant. Hou’sa er det kuriøse navn på tiltaget, som er er indrettet i bygningen, hvor ”Den Gule Købmand” i sin tid residerede.

- Jeg købte stedet sidste år - uden helt at vide, hvad jeg skulle bruge det til, fortæller Jan Granat.

Han er til dagligt selvstændig revisor, og slår i samme forbindelse fast, at Hou’sa er et fritidsprojekt.

- Bettinna foreslog, at vi skulle etablere isbar. Og så tog det ene det andet. Nu har vi åbnet en kombineret isbar og restaurant. Vi kalder den Hou’sa, fordi det er sket lidt tilfældigt og selvfølgelig fordi vi ligger tæt på Hou, forklarer Jan Granat.

Hou’sa er i første omgang åbent sommeren over. Herefter vurderer indehaverne, om der er basis for mere.

- Måske bliver der tale om weekendåbning udenfor sæsonen, men det hele afhænger af kundernes opbakning, lyder det fra Bettinna.

Parret planlægger i øvrigt en række festlige indslag med hygge og god mad.

- Vi har græsk aften hver onsdag. Her serverer vi selvfølgelig græsk mad og hygger med græsk musik og stemning. Desuden kommer der nogle arrangementer med helstegt pattegris. Til dagligt står menuen på diverse grillretter og god dansk mad, beretter de to indehaveren. De takker i øvrigt for den foreløbige opbakning.

- Folk har virkelig taget godt imod os. Mange har udtrykt glæde over, at der nu igen kan købes mad i bygningen, og at de har savnet et sted som dette. Det lover jo godt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...