Dronninglund Bibliotek er i sensommeren vært for otte Livscaféer, som er en del af et landsdækkende projekt støttet af Nordea-fonden. Bag projektet står DGI, Slots- og Kulturstyrelsen, Dansekapellet og Sangens Hus. Dermed er Dronninglund Bibliotek med i udviklingen af nye aktiviteter som skaber udvikling og trivsel for de 60-75-årige.

Det oplyser biblioteket i en pressemeddelelse.

- ”Hold Hjernen Frisk” hedder projektet, som strækker sig over otte livscaféer, der har forskelligt indhold, som skal være med til at sætte deltagerne i gang med nye aktiviteter eller give inspiration til spændende oplevelser. De otte livscafeer foregår i perioden 18. august til 6. oktober.

Vært for Livscaféerne Solveig Sanders, der er bibliotekar på Dronninglund Bibliotek, fortæller om de otte aktivitetsdage.

- Vi skal hver gang prøve nye sjove aktiviteter, hvor alle kan være med. Du skal ikke være ekspert i noget som helst, for vi skal lære de nye aktiviteter sammen og der er hyret gode instruktører. Vi skal blandt andet bevæge vores kroppe, lave slægtsforskning, danse, spille musik og på byvandring. Det endelige program vil blive udleveret ved første café.

- Caféerne er et samarbejde mellem Bevæg Dig For Livet Senior, Kulturskolen og Brønderslev Bibliotek. Sammen vil vi slå et slag for den danske folkesundhed, fysisk og mentalt. Ideen er at give deltagerne mulighed for at deltage i sjove aktiviteter med bevægelse og kultur, og skabe noget for dem der gerne vil i gang igen med nye aktiviteter måske efter et langt arbejdsliv.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...