Egnssamlingen i Try skruede på årets høstdag tiden tilbage til fortidens travle høst

TRY: Præcis kl. 11 søndag formiddag bød sognefogeden velkommen til årets høst på Lille Knudsgård i Try. Stående på en hestevogn udtrykte han håbet om en god høst, hvorefter både høstkarle og høstpiger gik i gang med arbejdet. Også i år lykkedes det for Egnssamlingen i Try at føre os tilbage til tiden, før de moderne maskiner holdt deres indtog, og før vi kendte noget til coronaen.

- Vi har været meget i tvivl om, hvorvidt vi kunne gennemføre dagen, men en kontakt til politiets hotline, hvor vi afstemte retningslinjerne for afviklingen, bekræftede os i, at høstdagen kunne gennemføres forsvarligt og endda med politiets skriftlige tilladelse, oplyste Mogens Gregersen, formand for Egnssamlingen.

Der blev uddelt sedler til alle gæster med gældende retningslinjer, og det hele blev afviklet uden problemer.

Det var også et større område, høsten blev afviklet på, og der var meget, der skulle vises. Der blev naturligvis tærsket på livet løs med det gamle tærskeværk. I den kraftige blæst gjaldt det om at stå på den rigtige side af tærskeværket for ikke at få støv og avner i øjnene.

Der blev høstet med både le og selvbinder, og der blev bundet op og sat sammen. Det hele blev fulgt af mange interesserede. Der var en del unge, men også mange, der selv havde prøvet at høste på den meget slidsomme måde med masser af hårdt, fysisk arbejde og lange arbejdsdage.

Egnssamlingen havde arrangeret høstdagen i samarbejde med Dronninglund Turistforening, Try Efterskole og Køreforeningen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...