NOSTALGI: Tiden skrues tilbage til de gode, gamle dage, når Egnssamlingen i Try afholder høstdag

Søndag 23. august kl. 11 - 16 holder Egnssamlingen for Østvendsyssel den traditionsrige høstdag i Try med levendegørelse og aktiviteter. I modsætning til sidste år håber man i år på godt vejr, så det meste kan foregå ude og dermed coronasikkert.

Mere end 70 frivillige er i sving på dagen. I samarbejde med Dronninglund Turistforening, Try Efterskole og folk fra Køreforeningen skrues tiden tilbage til fortidens travle høst. Det hele starter med, at sognefogeden byder velkommen kl. 11, hvorefter høsten starter.

Man kan først og fremmest opleve høsten, som den var. Høstkarle mejer med le, og piger binder op. Der høstes med selvbinder ligesom aflæggeren tages i brug. Her må børn gerne være med til at binde op og sætte neg sammen i hobe. Tærskeværkerne kører, og der køres korn til i gamle hesteforspændte vogne. Det hele levendegøres gennem rollespil.

Desuden bydes der på en række aktiviteter for børn og voksne. Der er opgaveløb med syv poster for børn kl. 13.30. Her skal deltagerne blandt andet prøve at håndmalke en ko, vaske tøj på vaskebræt, grave kartofler op, hjælpe smeden med at rette søm ud og meget mere. Der er udstilling og levende værksteder, smedje, skrædder, træværksted, Janums legendariske landhandel er åben med gode tilbud, og der er kro på Loen med levende musik. Der bliver lavet reb, drejet i træ, og der vil være biler og maskiner fra dengang.

Vejen gennem Try spærres af, og hele området emmer af fortid, så der er virkelig mulighed for at gå på opdagelse i fortiden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...