Højer Invest i Vester Hassing har overtaget kontormøbelproducent

VESER HASSING: Højer Invest, som også ejer Højer Møbler A/S med base i Vester Hassing, har per 1. juni overtaget kontormøbelproducenten, Rumas A/S. For sidstnævnte ophører dermed 50 år som selvstændig virksomhed.

I kølvandet på grundlægger John Pedersens død overtog datteren Line Søe i 2018 den daglige ledelse af Rumas A/S. Sammen med underdirektør Michael Petersen har hun i de seneste to et halvt ½ år bygget videre på den platform som hendes far skabte.

- Det har været spændende - men også meget udfordrende, siger Line Søe.

- Med Michael Petersen ombord og med hans store erfaring på møbelmarkedet har vi opdateret vores kollektion, vores processer og vores showroom i Aalborg. Vi har også tydeliggjort samhandelsstrategien ud mod vores forhandlere og arkitekter. Derfor fremstår Rumas som en tidssvarende møbelvirksomhed og en professionel, synlig aktør på kontraktmøbelmarkedet. Med strategien på plads er jeg derfor glad for at kunne videregive stafetten til Højer Invest. Jeg er særligt stolt af, at Rumas med dette salg fortsat er i solide, nordjyske hænder, og at lokale arbejdspladser således bevares. Jeg er sikker på, at det er begyndelsen på en ny og spændende rejse for Rumas, tilføjer Line Søe.

Overtagelsen krævede da heller ikke megen betænkningstid for indehaver af Højer Invest, Jens Højer.

- Synergierne for Højer Møbler og Rumas er mange, men skal jeg pege på et par stykker, så bliver det et stort udbytte af en optimeret fælles produktion, et bredt og konkurrencedygtigt sortiment og det veletablerede samarbejde med en lang række arkitekter som Rumas kommer med, påpeger Jens Højer. Han slår således fast, at netop arkitekterne også spiller en vigtig rolle i den strategi, som Højer Møbler i dag arbejder ud fra i forhold til indretning af skoler.

- Vores kernekompetence på skolemøbelmarkedet er at skabe funktionelle, inspirerende og innovative indretningsløsninger. Med tilførslen af Rumas’ møbelsortiment, står vi endnu stærkere på dette felt. Og tilsvarende er der i Højer Møblers sortiment en lang række møbler, som Rumas’ forhandlere på kontormøbelmarkedet nu også kan få fordel af. I det hele taget kommer vi til at tage det bedste med fra begge forretninger, konstaterer Jens Højer.

Højer Møblers direktør. Michael Glibstrup, der fremover skal fungere som adm. direktør i begge selskaber, ser også tilførslen af et ekstra ben som en stor styrke.

- Ved at udvide sortimentet og ved at tilføje et ekstra segment, er vi parate til at vinde land i både Danmark og på eksportmarkederne. Vi er særdeles stærkt rustede og har en stor tro på fremtiden, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...