Corona-restriktioner til trods, så er der lagt op til et travlt musikalsk forår hos Hals forenede Sportsklubber.

Her barsler foreningens eventudvalg med ikke mindre end tre koncerter i februar, marts og april.

Der lægges ud med navnkundige Dodo & the Dodo’s, som gæster Hals den 5. februar. Det sker som led i bandets akustiske turné, der nok byder på et genhør med de mange klassikere, men som også omfatter mindre kendte numre

Den 6. marts er det så Jonah Blacksmith Trio, der kommer til Hals. Også de er på turné forud for lanceringen af det længe ventede 2021-album, ”Brothers”.

Endelig er der 17. april lagt op til et genhør med Ivan Pedersen, der i november i fjor gæstede Hals i konstellationen ”Sing, Sing, Sing”.

Denne gang dukker han op i selskab med ”Danmarks Næstbedste Trio” i skikkelse af Sten Rasmussen, Troels Skovgaard og Søren Skov.

Alle tre koncerter afvikles i aulaen på Hals Skole. Billetter sælges via BilletLugen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...