HALS: Med en god portion tro og håb om, at corona-krisen ikke vedvarende sætter en stopper for sociale aktiviteter, lancerer HfS-event nu endnu en koncert i Hals i 2020. Lørdag 31. oktober er Carl Emil Petersen på plakaten med en solokoncert i aulaen på Hals Skole.

Den danske lyriker og musiker udgav i 2017 debuten, ”Natradio”. Med sange som ”Livet før døden”, ”Skærgården”, og ”Finale på et film-set” bankede Carl Emil Petersen sit navn fast på den danske musikscene. I fjor udsendte den 28-årige musiker så sit længe ventede andet album, ”Amager Forbrænding”.

Herfra hitter både ”Tiden Flyver” og ”P4” på de danske radiostationer.

Carl Emil Petersen roses for sin sælsomme lyrik og sit organiske pop-rock-univers. Det blev klart for et stort publikum, da han for nyligt optrådte på DR1 i fejringen af Dronning Margrethe.

Noget lignende er utvivlsomt i vente når han til efteråret går på scenen i Hals.

Billetter sælges via Billetlugen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...