90 mænd deltog i premiere på ny aktivitet, Karlekammeret

HALS/GANDRUP: 90 glade og forventningsfulde mænd var mødt frem, da Ældre Sagen i Hals forleden havde inviteret til samling. Anledningen var, at afdelingen har lanceret en række løbende arrangementer, der kun er møntet på mænd. Det sker under overskriften ”Karlekammeret”, og ved premiereudgaven forleden på Værestedet i Gandrup stod der næsten selvsagt ølsmagning på programmet. En veloplagt Niels Tikjøb Olsen fortalte om dråberne, alt imens der blev serveret smagsprøver på øllet. Dertil blev der serveret brød og pølse. Undervejs blev der også sunget og fortalt gode historier.

Ældre Sagen Hals har søgt om midler via Sparekassen Vendsyssels Fond Ulsted. Herfra er der doneret 7.500 kr. Ligeledes har Ældre Sagens hovedafdeling bidraget med 4.000 kr.

Knud Poulsen, Arne Holm Hansen, Peter Broberg Andersen og Povl Erik Rasmussen har påtaget sig at stå for arrangementerne.

”Karlekammeret” er åbent den sidste tirsdag i måneden, og næste gang bydes der på et foredrag med en tidligere udsendt soldat fra Veteranalliancen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...