TURISME: Den nye dyrepark i Klokkerholm er et godt sted til en udflugt med hele familien

KLOKKERHOLM: Det var en drøm, der gik i opfyldelse for parret Christina Bak og Lars Jungersen, da de i lørdags kunne åbne Klokkerholm Dyrepark. De har sagt farvel til parcelhuset i Hjørring for at realisere deres drøm om et liv med dyr tæt på venner og familie. Den drøm lever de nu ud på en landejendom på Kærsigvej lidt vest for Klokkerholm.

- Vi har kigget efter et egnet sted i området i lang tid, så da ejendommen på Kærsigvej kom til salg, slog vi til. Den har en passende størrelse og ligger tæt på byen, fortæller Lars Jungersen.

Sammen med Christina har han brugt det sidste års tid på at etablere dyreparken.

- Den oprindelige plan var egentlig, at vi ville rive det gamle stuehus ned og bygge nyt, men i stedet har vi renoveret det, oplyser han.

Ud over renoveringen af den gamle landejendom, har de bygget stalde til de mange forskellige dyr og lavet indhegninger. Der er i alle indhegninger lavet låger, så de besøgende kan komme ind til dyrene. Det er nemlig det, der er hele tanken bag projektet. Man skal kunne komme tæt på dyrene, ligesom man også skal have mulighed for at prøve en tur på heste- eller æselryg og klappe de søde og livlige dværggeder.

Dyr er der nok af. Der bl.a. lamaer, alpacaer, dværg zebu, gutefår, dværggeder, små kænguruer, grøn aguti, vietnamesiske hængebugsvin, æsler, ponyer, marsvin, kaniner, høns og vagtler. Der er naturligvis også et lille hus til billetsalg og køb af is, slik, kaffe, sodavand og dyregodter samt en legeplads og et madpakkeområde med en grillhytte.

Parret har naturligvis være spændt på, om det ville være muligt at lokke især børnefamilier til stedet. At dømme efter premieredagen ser det helt klart ud til, at gæsterne nok skal indfinde sig. Lige fra starten strømmede gæsterne til og i løbet af ganske kort tid, var der mennesker overalt i den nye dyrepark, der fremover vil holde åbent dagligt for besøgende i sommersæsonen i tidsrummet 10 - 18.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...