Hjemmeholdet fra Hals havde det som ventet svært, da Hjørring IF lørdag var på besøg i fodboldens serie 2. Gæsterne deler førstepladsen i pulje 11, hvor Hals aktuelt er næstsidst med kun en enkelt sejr i otte kampe. Hjørring-mandskabet satte sig da også fra begyndelsen på spillet. Gæsterne dominerede med flere nærgående forsøg, mens Hals kun sjældent kom til fadet.

Efter 28 minutter bragte Mads Juel Rasmussen udeholdet i front, og det virkede en overgang nærmest opkvikkende på Hals. Et par gange inden pausen fik værterne spillet sig igennem til afslutninger. Efter sidebyttet fortsatte Hjørring i den spilstyrene rolle. Midtvejs i halvlegen blev føringen fordoblet – igen ved Mads Juel Rasmussen. Dermed var kampen reelt afgjort, omend Besart Zogaj fem minutter før tid fik reduceret.

Hals skal i aktion igen 6. oktober. Denne gang ude mod endnu et af topholdene, IF Skjold Sæby.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...