Generalforsamlingen på Restaurant Strandvejen tiltrak 25 deltagere

HALS: Mens regnskabsåret hos Hals Fjernvarme nu følger kalenderåret, så var generalforsamlingen forleden alene baseret på 7 måneders drift.

25 deltagere havde forsamlet sig på Restaurant Strandvejen, hvor formand Henrik Jensen indledningsvis fremlagde bestyrelsens beretning. Han fortalte, at værket nu har 1.315 forbrugere. I løbet af den forkortede driftsperiode har flis-kedlen leveret 6.938 MWh fordelt på oktober, november og december. Halm-kedlen tegnede sig for 3.664 MWh i perioden juni til oktober, mens overskudsvarme fra Hals Metal udgjorde 2.383 MWh over samtlige 7 måneder. Salget var 248 MWh mindre end budgetteret, og virkningsgraden var 75 procent.

- Brændselspriserne har været let stigende efter et par år med vejrmæssige udfordringer for halm- og flis-leverandørerne, forklarede Henrik Jensen.

- Der har været brændsel nok, og flere halmleverandører har vist interesse for at levere til værket. Det er en positiv udvikling, som gør indkøbene mere fleksible, tilføjede formanden. Han bemærkede også, at den tidligere driftsbygning på Birkevej 2 nu er helt nedbrudt, og at grunden forventes solgt i løbet af 2019. Ligeledes har Hals Fjernvarme blandt andet brugt de seneste måneder på at opjustere sikkerheden med etablering af sprinkleranlæg og opgradering af brandalarmeringen.

Værket kom ud af regnskabsåret med en underdækning på 15.185 kr. Det skyldtes dels det lune efterår med et lidt lavere salg end forventet. Ligeledes var der et optimistisk håb om, at salget af grunden på Birkevej 2 ville være afsluttet. Dette håb blev ikke indfriet, men trods det er bestyrelsen tilfreds med resultatet.

Varmeprisen for det kommende år er ændret fra 410,00 kr. til 420,00 kr. pr. MWh. Øvrige priser er uændrede. Prisstigningen medfører en merudgift for opvarmning af et standardhus på 138 kvadratmeter og et årligt forbrug på 18,1 MWh på godt 226 kr., inklusiv moms.

Der var genvalg til Ivan Andersen og Henrik Knudsen Jensen. Bestyrelsen har siden konstitueret sig med Henrik Jensen som formand og Ivan Andersen som næstformand. John Bjeldbak, Ulrik Houmøller og Henrik Knudsen Jensen er menige medlemmer af bestyrelsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...