Generalforsamling besluttede at udpege de første æresmedlemmer i foreningens 25 års jubilæumsår

HALS: Hals Cykelmotion runder i 2019 25 år. Det markeres senere med både jubilæumsfest og cykelløb. Ved søndagens generalforsamling på Restaurant Strandvejen kunne formand Finn Besser orientere de fremmødte om, at planlægningen allerede er i fuld gang.

Her lagde små 40 medlemmer desuden ører til formandens beretning om det forgangne år, som vanen tro blev skudt i gang med standerhejsning i marts. Sæsonen bød desuden på et væld af andre aktiviteter. Blandt andet endnu en vellykket version af det traditionsrige Skanseløb samt diverse sociale tiltag.

Generalforsamlingen vedtog i øvrigt en kontingentstigning fra 150 til 200 kr. Formanden begrundende bestyrelsesforslaget med, at der i forvejen er flere gratis arrangementer for medlemmerne. Heriblandt også traktering under generalforsamlingerne. Fra salen var der imidlertid flere indvendinger mod forslaget. Enkelte argumenterede for fordelene ved brugerbetaling, men i forbindelse med afstemningen var der alligevel bred konsensus om at hæve kontingentet.

Ligeledes var der fuldt mandat til forslaget om, at bestyrelsen fremover skal kunne udpege æresmedlemmer. En vedtagelse, der umiddelbart efter blev manifesteret via tildelingen af ærestitler til Harry Kristensen, Knud Asp Poulsen og Per Kirchhoff Pedersen. Alle tre har været aktive i foreningen siden starten i 1994.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...