SPORT: Hallen har gennemgået en mindre renovering for at være klar til efterårssæsonen

Mens alt har stået stille på grund af corona, har man udnyttet tiden i Flauenskjold Hallen til at foretage mindre renoveringer og opdateringer, så hallen her ved starten af efterårssæsonen står toptrimmet og klar for de mange brugere.

Halgulvet er blevet slebet og lakeret, og der har været foretaget et omfattende el- og brandtilsyn samt en mindre tagrenovering. Alle omklædningsrum er blevet desinficeret og malet, og mødelokalet har fået nyt gulv, nye møbler samt nyt it-udstyr.

Foruden almindelige mødeaktiviteter anvendes mødelokalet flere gange om ugen til teoriundervisning ved kørelærer Cecilie Ommundsen. Hendes nye køreskole er kommet godt fra start, og påbegynder snart det tredje hold siden starten i slutningen af maj måned.

Et særskilt rum, der skal huse Flauenskjold e-Fodbold, er også under indretning. Det er et nyt tilbud til byens unge og et supplement til fodbold og anden sport. Det forventer man sig meget af.

Aktivitetsforeningen Rødder & Vinger er netop rykket ind i Flauenskjold Hallen. Dette nye tiltag er et anderledes foreningstilbud til dem, der ikke lige er til boldspil. Fitnesscentret står ligeledes klar til at tage imod de mange medlemmer, hvad enten det er individuel træning eller deltagelse på et af de mange hold, der tilbydes.

I starten af september inviteres byens seniorer i øvrigt til informationsmøde om opstart af nye motionstilbud under navnet ”Idræt om Dagen”. Det er et projekt, som Flauenskjold Hallen starter i samarbejde med ”Bevæg dig for livet” i Brønderslev Kommune.

Hvis disse nye motionstilbud realiseres, vil Flauenskjold Hallen med skoleidræt, badminton, håndbold og indefodbold være fuldt booket. Det kan i den forbindelse oplyses, at der vil blive opsat nye net i hallen, så der let vil kunne ske en opdeling ved flere samtidige aktiviteter.

- Jeg ser med fortrøstning frem til en spændende sæson, hvor coronavirussen forhåbentlig holder sig på behørig afstand, siger halinspektør Dennis Kvesel, der også oplyser, at han stortrives i jobbet.

- Jeg har det supergodt, og glæder mig til at komme på arbejde hver dag, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...