HALLOWEEN: Gymnasieeleverne lavede flotte græskarhoveder, som de forærede til beboerne på Margrethelund

”Det er en kold tid, som vi lever i”, synger Kim Larsen. Både kold og mørk, men Dronninglund Gymnasium spreder lys i mørket bogstavelig talt.

Mandag morgen kørte eleverne fra Dronninglund Gymnasium ud til Plejecenter Margrethelund i Dronninglund med ca. 40 udskårne og oplyste græskarhoveder, der blev stillet op rundt omkring uden for plejecentret, så alle beboerne kunne få glæde af både lyset og gyset i flere dage. Lige til der ikke er mere strøm i de små batterier.

I disse corona-tider var der ikke mulighed for fysisk kontakt mellem plejehjemsbeboerne og gymnasieeleverne, men de mange smil og vink fra beboerne var mere end nok. Der blev spredt lys i mørket.

- Det var en god oplevelse og rigtig hyggeligt, lød det samstemmende fra eleverne.

Operation Halloween begyndte allerede torsdag i sidste uge, hvor 2. og 3. g’erne i et par timer med kniv og ske tog fat på at udhule de mange græskarhoveder. De elever, der ikke lige var plads til omkring ”operationsbordet”, kunne så sidde og hygge sig lidt med spil og musik.

Hver klasse skulle kreere tre hoveder, der herefter blev stillet op i fællesarealet. Fredag var det så alle 1g-klassernes tur. I dagens anledning var mange af eleverne klædt ud, og det løftede stemningen.

Under normale omstændigheder ville arrangementer af denne type ske på tværs af klasserne, og det styrker sammenholdet, men i disse tider må klasserne ikke blandes.

- Det var et super godt initiativ, sjovt og hyggeligt, og med alle de aflyste events, der har været i løbet af skoleåret, er det med at finde på noget nyt og skabe nogle nye traditioner, fortæller Marie Andersen 1e.

-Ja, og så var det dejligt at slutte ugen af med lidt afslappelse efter et par hårde prøver i naturvidenskabeligt grundforløb og almen sprogforståelse, fortsætter Marius Østergaard 1e.

Alle klassernes græskarhoveder blev af dommerne grundigt kigget efter i mindske udskæring. Hvilken klasse lyste mest op med det gyseligste hoved? Dommerne var på en svær opgave, for der var mange fremragende hoveder.

Det blev et tæt opløb mellem klasserne, men i sidste ende var det 1b, der løb med sejren som ”Gysets mester”. Rektor Lars Jørgensen overrakte diplom til vinderne, og i løbet af denne uge bliver præmien så udløst i form af en ekstra lækker fælles frokost fra kantinen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...