I reglementeret afstand og i en frisk brise mødtes eleverne fra Dronninglund Gymnasiums fem afgangsklasser

DRONNINGLUND: For første gang i to måneder havde Dronninglund Gymnasium fredag samlet alle elever fra de fem 3.g-klasser. Det skete på sportspladsen, hvor der var opsat flag med en meters mellemrum. Her blev eleverne placeret bag hvert flag. Forinden var de blevet udstyret med et glas alkoholfri champagne og en tallerken med lidt sødt.

- I er snart ved vejs ende, selv om det sidste stykke af jeres 600 skoledage har været og er helt usædvanligt. Det, I har været igennem, har ingen gjort før jer, så I er noget særligt. I er unikke, sagde rektor Lars Jørgensen til eleverne, som han også betegnede som corona-årgangen.

Eleverne fra 1. og 2. g måtte ikke være med, men en drone, der svævede over området, sørgede for, at det hele blev livestreamet, så de også kunne følge med.

- Vi er meget langt fra den hverdag, som rigtig mange af os holder af. Det med at opdage, hvor meget man holder af hverdagen, er måske først noget, vi erkender i det øjeblik, vi får det taget fra os, som det skete 11. marts. Nu to måneder senere er det eneste, vi beder om, at få den tilbage. Vi savner den, understregede rektoren, der i sin tale også nåede at fremhæve en række elever, der på den ene eller anden måde havde gjort sig bemærket. Det gjaldt elever, der havde lidt svært med at møde til tiden, og det gjaldt fire elever, der i hele 3.g ikke havde haft eneste sygedag eller fraværstime. Der blev klappet af dem alle og viftet med flagene.

Der var også afsat tid og plads til at gennemføre en af de nyere traditioner, hvor den afgående elevrådsformand og næstformand agerer præster og døber en elev fra hver af de fem klasser med vand fra Møllesøen. Eleverne startede for snart tre år med at blive døbt ved Møllesøen den første dag på gymnasiet, og ved dåben fredag blev de så sendt videre ud i livet ved at blive døbt igen.

- Vi er en del af en lang DG-kæde, sagde elevrådsformanden.

- Vi har været her, og vi har sat vores præg på stedet. Vi skal nu ud i verden, og vi bliver derfor nødt til at sende jer videre med DG-åndens velsignelse. Med dåbsritualet vil vi minde jer om, at I altid vil være en del af DG, sagde elevrådsformanden i sin tale inden dåben.

Ved fællestimen på sportspladsen blev der også plads til fællessange og lidt hygge, inden de mange elever igen spredtes for alle vinde.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...