HISTORIE: Thorup Arkiv arrangerer fem guidede ture til steder med spændende kulturhistorie

I Thorup Arkiv har man rigtig mange fotos og beretninger fra Thorupegnen. Arkivet vil gerne dele disse gode historier med lokalbeboere og andre, der har lyst at opleve denne kulturhistorie.

Derfor tilbydes der hen over sensommeren en række guidede ture, hvor man besøger de pågældende lokaliteter og mødes i arkivets lokaler for at se gamle film og videoer om ”dagens tur.”

- Vi håber, rigtig mange vil deltage. Børn er meget velkomne, og vi planlægger, at de også kan få en god oplevelse, siger Tove Pedersen fra Thorup Arkiv.

Efter turen udleveres en lille pjece over ruten med nogle af de omtalte elementer og fortællinger. Meningen er, at man med den i baglommen sammen med familie og venner selv kan tage turen igen og samtidig nyde den smukke og varierede egn.

- På grund af turenes længde vil bil eller cykel være påkrævet. Vi deler dog flere af turene i etaper og starter altid med en orientering i arkivet, hvor vi mødes, oplyser Tove Pedersen, der er født i Thorup.

Første tur foregår 18. august med første etape af en tur langs Kongevejen, der går fra Galgehøjene ned gennem Thorup Hede. Der er start fra Thorup Arkiv kl. 19.

Man vil på turen komme forbi Hedelund og Tapløse Kro, der er en af de ældste ejendomme på Heden, og der vil blive fortalt om Stine, der drev denne fæstegård. Derefter fortsættes til Roldalen, der i dag er kendt som Markedsdalen. I Klosterets tid blev der ved sankthans holdt ”Kildemarked” her. Roldalmarkedet blev senere flyttet til Hjallerup Kro, Frederikshvile, og er nu blevet til Hjallerup Marked.

Der er i alt planlagt fem ture, og de to næste er også her i efteråret. 15. september går turen til Sømosen, og 8. oktober gælder det anden etape af Kongevejen fra Kirkevejen til Ø.Thorupvej.

Af hensyn til planlægningen er der tilmelding tre dage i forvejen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...