Den traditionsrige friluftsgudstjeneste anden pinsedag i Asaa blev i år afviklet som en drive-in gudstjeneste

ASAA: Der er en lang tradition for, at der anden pinsedag holdes friluftsgudstjeneste i Asaa. Den tiltrækker normalt mange, men på grund af det aktuelle forbud mod, at der udendørs forsamles mere end 10 personer, kunne man ikke afvikle gudstjenesten på havnen som normalt. Så måtte der tænkes alternativt. Det gjorde man, og resultatet blev en drive-in gudstjeneste på parkeringspladsen ved Krebsehavet. Her var der plads til op til 150 biler. Så mange kom der dog ikke, men der blev fyldt godt op med mange biler, der holdt side om side med god afstand.

En stor blokvogn var stillet op, og det var herfra sognepræst Jeanette Nymann Geller afviklede gudstjenesten

- Det er første gang, jeg prøver det her. Det har vi aldrig gjort før, sagde sognepræst Jeanette Nymann Geller inden gudstjenesten, hvor hun gik rundt mellem bilerne og hilste på alle.

- Det er meget specielt, for jeg har jo ingen kontakt til dem og kan ikke høre, om de synger med. Det må jeg bare håbe. Det vigtigste for os er, at det har været muligt at lave denne friluftsgudstjeneste. Det er jo en tradition, og hvis vi ikke må det gøre det på den ene måde, så må gøre vi det på den anden. Vi kan jo ikke få smukkere omgivelser. Det eneste, jeg frygter, er, at det måske er for varmt at sidde i bilerne, sagde sognepræsten.

Og varmt blev det. Solen skinnede fra en skyfri himmel, så selv om bilruderne blev rullet ned, blev det en varm fornøjelse.

Enkelte var så heldige at være i besiddelse af en åben vogn. Det gjaldt således Anni og Jan Larsen-Kristensen.

- Det er særdeles behageligt at sidde her, fortalte ægteparret, der var mødt op, fordi de gerne ville støtte et godt initiativ og naturligvis for at opleve gudstjenesten.

- Det er en lidt anden form, end vi plejer. Der er lidt mere afstand end normalt, men vi er trods alt sammen om det her, sagde sognepræst Jeanette Nymann Geller i sin velkomst.

- Jeg synes, vi skal slå et slag for andendags helligdagene. De kan ofte være lidt oversete. Ikke fordi vi har noget imod dem, men mange kan være i tvivl om, hvad de står for. Er det ikke bare en to’er? Det var pinse i går, og da hørte vi, at Helligånden kom til de bange og knugede disciple, som ikke turde gå uden for en dør, men sad bag lukkede døre helt alene. Den situation er ikke helt ukendt for os i dag, hvor mange sidder derhjemme bag lukkede døre, bekymrede for smittekæder og for at blive smittet. Men pinsedag skete underet, hvor Helligånden kom og blæste liv i disciplene. De fik livsgnisten tilbage. Det budskab er bestemt en helligdag værd. Det er fest og fejring værd, sagde sognepræst Jeanette Nymann Geller ved drive-in gudstjenesten, hvor kirkesangeren var udskiftet med det velspillende band ”Nordklang” med sangeren Mai Skytte i den vokale forgrund.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...