Skolen får anerkendelsen fra Friluftsrådet for sin affaldssortering

GANDRUP: Eleverne på Gandrup Skole er dygtige til affaldssortering.

Skolen har indført et nyt system med en tredelt opdeling af affaldet. I klasselokalerne er der nu tre skraldespande til henholdsvis restaffald, papir samt plast og metal. Og som anerkendelse for elevernes evner til at efterkomme sorteringen, har skolen modtaget Friluftsrådets Grønne Flag. Det blev overdraget forleden ved en sammenkomst i skolegården med deltagelse af Aalborg Kommunes skolerådmand, Tina French Nielsen (V). Hun slog blandt andet fast, at Gandrup Skole har udvist vilje og evner til at være en bæredygtig skole.

- I skal være stolte af, at I hjælper miljøet med jeres affaldssortering, lød det fra rådmanden.

- Da jeg var barn var affaldssortering ikke noget man gik op i. Men det var fordi, man ikke vidste bedre. Det gør vi nu, og I er dygtige til det, tilføjede Tina French Nielsen, inden hun sammen med eleverne sendte flaget til tops.

Det Grønne Flag er et synligt symbol på, at skolen har gennemført et undervisningsprojekt på højt fagligt niveau. Det er ligeledes et tegn på en skole der vægter miljøundervisning og undervisning i bæredygtig udvikling højt. Og så forpligter flaget til hele tiden at arbejde frem mod at blive en endnu mere bæredygtig institution.

I 2020 sætter Gandrup Skole fokus på bæredygtighed i forhold til vandet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...