I oktober var butikken landets største målt på omsætning

HOU: Selv om vejarbejde, grillforbud og kølerproblemer satte en del grå hår i hovedet på uddeler Brian Kirk, så blev 2018 alligevel et glimrende år for Dagli’brugsen Hou. I oktober var den lokale Dagli’brugs således landets største målt på omsætning. Og i forhold til året som helhed var omsætningen den bedste i butikkens historie.

Disse nøglefakta blev for nyligt præsenteret for 100 fremmødte medlemmer ved brugsforeningens generalforsamling i Hou Borgerhus. Her blev sløret også løftet for en forestående udvidelse af butikken. Til september sættes spaden således i jorden for at påbegynde etableringen af et dobbelt så stort indgangsparti som det eksisterende. Ligeledes moderniseres frugt- og grøntafdelingen med blandt andet klimavenlige kølebokse. Og overalt i butikken etableres et nyt udtryk med andre farver og en moderne indretning.

Ved generalforsamlingen kunne formand Ulla Larsen-Coles også slå fast, at brugsens slagterafdeling er blevet offer for egen succes. Leverancerne til andre butikker har taget for meget tid og er derfor indstillet. Til gengæld modtog afdelingen i løbet af året den eftertragtede elite-smiley.

Formanden hæftede sig ligeledes ved en række vellykkede kundearrangementer. Således var der i årets løb stor opbakning til alt fra øl- og vinsmagning til medisterfestivalen.

Brugsforeningen i Hou har for tiden omkring 1.100 medlemmer.

Der var i øvrigt genvalg til Ulla Larsen-Coles, John Kindberg og Gitte Larsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...