JA: Agersted-par viet af borgmesteren på bytorvet i Dronninglund - bryllupsrejse venter i Spanien

Med et klart og rungende ”ja”, svarede både Thea Henningsen og Michael Meldgaard Schmidt borgmester Michael Klitgaard, da han spurgte, om de ønskede at indgå ægteskab. Det var måske ikke så opsigtsvækkende, for der foretages omkring 100 borgerlige vielser i kommunen om året. Det bemærkelsesværdige var, at vielsen foregik på scenen på bytorvet i Dronninglund i forbindelse med Dronninglund Handels store arrangement, Open by Night.

Parret var tidligere på året blevet udvalgt af Dronninglund Handel til at få et næsten gratis bryllup, idet byens forretninger havde sponseret alt fra tøj, ringe, blomster til en del af selve festen. Den eneste betingelse var, at parret skulle lade sig vie på scenen under overværelse af byens borgere.

Det var netop det, der skete. Kl. 19.30 ankom parret i en stor, hvid limousine til bytorvet, hvor borgmesteren tog imod og førte dem op på scenen, hvor vielsen skulle foregå. Mange mennesker var mødt op for at overvære begivenheden, og mange flere ønskede at være med, men på grund af coronarestriktionerne, måtte der kun lukkes 100 gæster ind på bytorvet. Foran scenen var der sat 20 stole op. Her sad familie og nærmeste venner.

Efter vielsen blev der skålet i champagne, der ligesom alt det andet var sponseret af byens butikker. Nu venter der Thea og Michael en bryllupsrejse til Spanien.

Parret bor i Agersted og har tre børn.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...