Fællesskab og frivillighed var centrale ord da 200 mennesker fra Aalborg kommunes landdistrikter var samlet for at fejre livet i landdistrikterne

GANDRUP: Fællesskab og frivillighed er nøgleordene, når ting skal blive til virkelighed i lokalområderne i Aalborgs landdistrikt. Der bor over 75.000 borgere uden for Aalborg og Nørresundby i kommunen og 200 af dem kunne i Gigantium torsdag i sidste uge se at det i høj grad var netop fællesskab og frivillighed der løb med årets landdistriktspris for 2018. ”Tirsdagsklubben” fra Gandrup brød ud i jubel, da de løb med prisen et mulehår foran de andre 12 nominerede.

”Tirsdagsklubben” er medlemmer i Gandrup Sportsklub, der mødes for at hjælpe foreningen og byen med praktiske gøremål. Lige fra at kridte stregerne på fodboldbanen, til græsslåning, uddeling af flyers, til hvis noget skal males.

- Vi er utroligt stolte af at have fået prisen. Den anerkendelse håber jeg vi kan bruge til at bibeholde interesse for vores lille fællesskab, for vi har helt sikkert brug for nye medlemmer, fortæller Hans Jensen, der er næstformand i ”Tirsdagsklubben” og bliver suppleret af Kenn Mikkelsen der er formand for Gandrup Sportsklub:

- Det er utroligt værdifuldt for vores meget brede forening at vi har de her tyve gutter at trække på. Det er til gavn for hele byen. Og deres fællesskab og glæde ved tingene smitter af på alle os andre, så jeg er glad for at de har fået den her pris.

Lys på gode indsatser

Landdistriktsprisen bliver hvert år givet til en forening, et samråd eller en projektgruppe, som har ydet en særlig og frivillig indsats i løbet af det forgangne år, til gavn for lokalområdet. Rådmand Mads Duedahl er glad for at der også i år er stor opbakning til at anerkende de nominerede og den endelige vinder

- Jeg er glad for, at vi kan samle langt over 200 landdistriktsfolk til det her arrangement. Både for den gode debat, men også så vi kan sætte spotlight på de mange fine indsatser og projekter som er båret frem af frivillige engagerede borgere. Her er Tirsdagsklubben jo et fremragende eksempel på hvad fællesskabet kan føre til. En flok mennesker mødes og hygger sig med at gøre noget godt for deres forening og by – det er da en smuk historie, siger Mads Duedahl.

Penge til godt formål

Præmien er udover blomster og æren, 10.000 kroner, som skal bruges til et almennyttigt formål lokalt.

Tirsdagsklubben er dog ikke helt klar over, hvad de skal bruge præmien til:

- Nej vi er meget overrasket over at vinde prisen og den flotte præmie. Vi holder et nyt møde på tirsdag, så er jeg sikker på at der kommer gode idéer på bordet, siger Hans Jensen.

Landdistriktsprisen var langt fra det eneste fokus på aftenens Kick-off-møde i Gigantium. Det var også starten på udviklingen af en ny landdistriktspolitik for Aalborg Kommune. DR Journalist og vært Tine Gøtzsche var moderator for et program med indlæg og debat med politikere, inspirationsoplæg samt fremtidsforsker Jesper Bo Jensen, der havde gode nyheder med fra fremtiden

Det næste, der venter i udviklingen af Aalborg Kommunes nye landdistriktspolitik, er en række lokale workshops under sloganet ”Dit liv, din hverdag og dine drømme”, hvor målet er at borgerne i landdistriktet kommer til orde.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...