Marc Bæk Nielsen kom gennem nåleøjet med hesten Dortmund og er nu klar til at indtage Charlottenlund Travbane

GANDRUP: 25. august er der dømt folkefest, når årets med afstand største hesteevent foregår på Charlottenlund Travbane. Her dyster landets bedste fireårige travheste om titlen som vinder af Dansk Trav Derby. Og i år bliver det med lokalt islæt.

Travtræneren Marc Bæk Nielsen, der bor lidt uden for Gandrup, stiller op til årets derby med hesten Dortmund. Marc Bæk Nielsen er til dagligt tilknyttet væddeløbsbanen, Racing Arena Aalborg.

- At være kvalificeret til derbyet er bare kæmpe stort, konstaterer Marc Bæk Nielsen.

- Vi tog imod Dortmund, da han kom til verden, og at han nu er i derbyet, er en stor forløsning. Vi er igennem nåleøjet og tror på, at han er en af dem, som kan vinde derbyet, siger travtræneren.

Ifølge Claus Juncker fra Dansk Hestevæddeløb bliver der solid fokus på Gandrup-hesten, der skal i aktion foran et femcifret stort antal tilskuere.

- Derbyet er et tilløbsstykke, der trækker tilskuere fra hele landet. Travsporten er kommet af med det lidt støvede image med ældre herrer med store cigarer og høj hat. Det er også blevet hipt for unge at tage på travbanen, fortæller han.

Dortmund er i hård kamp blandt de 12 fireårige heste, der kæmper om at blive den hurtigste. Blandt deltagerne er der en klar overvægt af jyske heste, men til gengæld er Sjælland fornemt repræsenteret ved hjemmebanefavoritten og travlegenden, Steen Juul. Han har vundet derbyet ni gange og stiller i år op med hesten Daytona på de 3.000 meter, der er løbsdistancen til derbyet.

Dansk Trav Derby er afviklet hvert år siden 1898.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...