Lise Jensen og Judith Kok udstiller fra 13. april

HOU: Foråret banker på. Det er også ensbetydende med, at sæsonen står for døren i Galleri Hou.

Som noget nyt åbner årets første udstilling på en lørdag. Det sker den 13. april, hvor der er fernisering kl. 14. Her kan publikum opleve værker af de to kunstnere, Lise Jensen og Judith Kok. Sidstnævnte viser glas i mange varianter. Hun er på udstillingen repræsenteret med fade, skåle, figurer og relieffer – det meste i øvrigt udført i kreative farvesammensætninger.

Den anden udstiller, Lise Jensen må ligeledes betegnes som en alsidig kunstner. Hun arbejder med både malerier, keramik og smykker, og på udstillingen viser hun et udpluk af det hele.

Udstillingen kan ses til og med den 10. maj. Som noget nyt vises der gennem hele sæsonen malerier af Erik Rosenbeck og Søren Vadum i stalden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...