I juli 2019 lettede langt størstedelen af charterflyene fra Aalborg Lufthavn fyldte med passagerer. Dog var der færre afgange end i juli 2018, og derfor kunne passagertallene ikke nå sidste års juli-rekord

KOMMUNEN: I juli 2019 rejste 130.039 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn mod 153.129 passagerer i juli 2018, hvilket giver en tilbagegang på 15,1 procent. Det skriver Aalborg Lufthavn i en pressemeddelelse.

Fyldte fly, men færre fly

Danskerne har i stor stil booket sommerrejser til udlandet, og charterflyene har været tæt på fyldte i juli. Der har dog været en del færre sæder udbudt i juli 2019 i forhold til juli 2018.

- At der har været færre udbudte sæder, skyldes sikkert forsigtighed hos charterselskaberne grundet sidste års flotte sommervejr i Danmark. For med det in mente, har charterselskaberne sandsynligvis sat færre rejser og dermed sæder til salg, siger Søren Svendsen og fortsætter:

- Men med så høj en kabinefaktor, der har været i juli i år, er det ærgerligt, at der ikke har været flere afgange, når vi kan se, at flyene er fyldte. Derfor er det også glædeligt, at vi allerede nu kan se, at der bliver flere afgange ud af Aalborg Lufthavn til sommeren 2020.

I juli 2019 var der 33.820 charterrejsende mod 38.087 i juli 2018, hvilket er en tilbagegang på 11,2 procent. Udenrigstrafikken gik 20,8 procent tilbage, idet 48.504 passagerer fløj udenrigs i juli 2019 mod 61.275 i juli 2018.

Flere rejsende til Bornholm

Trods en del flere rejsende til Bornholm, er der i juli 2019 tilbagegang i antallet af indenrigsrejsende med 11,3 procent i forhold til juni 2018, hvor der var 53.767 rejsende til og fra København og Bornholm mod 47.715 i år.

- Bornholm har igen været et populært rejsemål, hvorfor DAT denne sommer også havde sat en ekstra ugentlig afgang ind, og dermed har tre ugentlige afgange mellem Aalborg og Bornholm. Der har dog været færre rejsende til København, hvilket trækker den anden vej, og samlet set bliver det altså en tilbagegang, slutter Søren Svendsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...