FRITID: Agersted GF var lige ved at lukke, men en gruppe kvinder reddede foreningen - ny bestyrelse består af ene kvinder, og der er aktiviteter på vej

Agersted Gymnastik Forening overlever, selv om det så dystert ud en overgang i foråret.

Det oplyser Jane Holm fra foreningens bestyrelse i en pressemeddelelse.

26. april meldte bestyrelsen i Agersted Gymnastik Forening ud, at de havde valgt at nedlægge foreningen. De kunne ikke længere få økonomien til at hænge sammen på grund stigende driftsomkostninger og corona, og bestyrelsen havde ikke kræfter til at foresætte, lød det.

- Vi har svært ved at se en fremtid, hvor vi kan lave fodboldhold og andet. Vi arbejder på et salg af klubhus. Sommerfesten bliver ikke arrangeret af AGF længere, men vi håber, at andre foreninger vil tage over, skrev de.

Det var folk kede af, og det blev stille et par dage.

- Indtil der var nogle friske kvinder fra byen, der tænkte, at det da ikke kan passe, at 111 års foreningsliv bare lige skulle lukkes uden videre, skriver Jane Holm.

De aktive kvinder lavede opslag på de sociale medier og indbød til inspirationsmøde for at finde ud af, om der var basis for en idrætsforening i byen.

- Der er kommet rigtig mange gode forslag til aktiviteter i og omkring AGF-huset, nye former for motion og idræt, rigtig mange der gerne vil give en hjælpende hånd. Mange har foreslået et bredt samarbejde mellem byens foreninger. Det har ikke skortet på positive tilkendegivelser, oplyser Jane Holm.

Derfor blev det indbudt til ekstraordinær generalforsamling 14. juni, hvor der kom rigtig mange til mødet, og der blev valgt en helt ny bestyrelse for foreningen. I alt syv nye bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter - alle kvinder.

- Den afgående bestyrelse bakker op om den nye bestyrelse, og der er kommet tilsagn fra byens borgere, virksomheder, foreninger, friskole og børnehave om støtte og samarbejde. Den nye bestyrelse er allerede trukket i arbejdstøjet, da der blev afholdt bestyrelsesmøde 16. juni, hvor der blev drøftet rigtig mange af de punkter, som er stillet i forslag, samt vigtige punkter som økonomi og ledelse. Det blev et langt, men godt og effektivt møde, oplyser Jane Holm.

På mødet blev der planlagt kommende aktiviteter hen over sommeren, hvor der bliver sjove sommeraktiviteter på stadion for hele familien, hvor alle er velkomne. Sommeraktiviteterne bliver afviklet om onsdagen fra ca. kl. 17.30 i hele skolesommerferien.

Efter sommerferien er der allerede nu planlagt flere idrætsaktiviteter, som bliver meldt ud omkring skolestart.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...