0. til 6. årgang på Hals Skole var på scenen med sange fra den daglige musikundervisning

HALS: Aulaen på Hals Skole var fyldt til sidste stoleplads den forgangne torsdag. For tredje gang havde skolen inviteret til forårskoncert, og igen blev arrangementet et tilløbsstykke for såvel forældre som bedsteforældre.

0. til 6. årgang var på scenen med sange fra den daglige musikundervisning. Undervejs blev der akkompagneret af såvel minikoret som skolebandet. Koncerten omfattede endvidere danseindslag og musikalske bidrag af musikelever fra Aalborg Kulturskole. Ligeledes var arrangementet krydret med kreative produktioner fra billedskolen.

- Vi er rigtig glade for den store interesse, fortæller lærer Marianne Nielsen.

- Eleverne har øvet længe på deres optrædener og så er det selvfølgelig dejligt med fuldt hus, tilføjer Marianne Nielsen. Hun hæfter sig også ved, at musik og billedkunst er ved at rodfæste sig på Hals Skole. - Forårskoncerten er med til at understrege interessen, og jeg håber at det kan bidrage til, at endnu flere elever vælger musik og billedkunst som valgfag. Under alle omstændigheder er forårskoncerten blevet en tradition, konstaterer Marianne Nielsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...