HOLTET: Holtet Fitness har bidt sig godt fast med et varieret udbud af træningstilbud.

Centrets instruktører bidrager med assistance og rådgivning til motionister på alle niveauer samt til folk, der har brug for genoptræning.

Og nu har Fonden for Sparekassen Vendsyssel i Hals bidraget med midler til indkøb af en ny træningsmaskine.

Det er en såkaldt Dual Leg Curl, som især egner sig til træning af lårmusklerne.

- Den er velegnet til at styrke musklerne på både for- og baglår. Har man eksempelvis haft en knæskade, er det en fin måde at træne på, oplyser instruktør Camillia Bladsgaard Mikkelsen.

Fonden for Sparekassen Vendsyssel i Hals har doneret 20.000 kroner til indkøbet, der i alt beløber sig til 37.000 kroner.

Det resterende beløb har Holtet IF selv finansieret.

Forleden var fondens formand, Jens Højer mødt op til den officielle overdragelse, der udover Camilla Bladsgaard Mikkelsen også havde deltagelse af Holtet IF’s formand, Dorthe Dollerup Larsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...