HALS: Nu bliver det atter muligt at gøre en god handel i den lokale genbrugsbutik. Efter næsten to måneders nedlukning, slår Folkekirkens Nødhjælp i Hals gradvis dørene op. Det sker med virkning fra 1. maj - i første omgang på ugedagene fredag og lørdag.

- Vi glæder os til at åbne igen, siger butiksleder Erik Lütken.

- For os frivillige er det en dobbelt god nyhed. Vi kommer tilbage til det fællesskab, vi har i butikken.

- Samtidig kan vi igen begynde at tjene penge til verdens fattigste, tilføjer Erik Lütken.

Og butikken bugner med nye forårsvarer.

I de seneste uger har danskerne nemlig haft god tid til at rydde op i skuffer, skabe og garager.

- Vi følger selvfølgelig alle de råd og vejledninger, vi har fået fra myndighederne, så vores kunder kan føle sig trygge ved at handle, fastslår Erik Lütken.

Fremover er der håndsprit, engangshandsker, plexiglas foran kassen og afstandslinjer i alle organisationens butikker.

Nedlukningen anslås at have kostet Folkekirkens Nødhjælp 1 til 1,5 millioner kroner om ugen. Penge, som ellers skulle være gået til verdens fattigste.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...