SOMMER: Klokkerholm går egne veje med den årlige sommerskole i fodbold

KLOKKERHOLM: Den første uge af skolernes sommerferie er for mange drenge og piger lig med fodboldskole. Overalt tilbydes der skoler i DBU regi, men i Klokkerholm går man egne veje. Man holder fodboldskole, men man laver sin helt egen for piger og drenge årgang 2005—2013. Tre spændende dage med masser af spil og leg med bold.

- Det er andet år, vi laver vores egen fodboldskole, fortæller en af initiativtagerne, Dorthe Gade.

- Vi lægger stor vægt på at styrke fællesskabet og på leg og læring. Naturligvis træner vi og spiller fodbold, men der sker også meget andet. Vi er så glade for, at vi fik lov til at lave dette arrangement. Vi havde næsten mistet troen på, at det kunnet gennemføres på grund af coronaen, men heldigvis fik vi lov. Vi har 50 børn, og flere vil vi ikke have. For at minimere smittespredningen har vi delt dem op i fire hold, og det er i disse grupper, de skal være hele tiden. Ved ikke at blande børnene begrænser vi også mulighederne for smittespredning, fortæller hun. I det hele taget er der fokus på sundhed. Det gælder også maden, hvor deltagerne er på fuld forplejning med formiddagsmad, middagsmad og eftermiddagsfrugt.

- Vi er så heldige at have en madmor, der alle tre dage laver maden helt fra grunden. Det er sund og nærende mad. Kun ved afslutningen onsdag eftermiddag får vi kage for at slutte festligt af. Det er også her, vi kårer bedste kammerat og bedste fighter, siger hun og udtrykker videre stor taknemmelighed over det sammenhold og den opbakning, arrangørerne møder overalt. De ni trænere er således alle ungdomsseniorspillere, der bruger tre dage på at være sammen med de unge, og det er lokale virksomheder, der sponserer, så det ikke bliver alt for dyrt for deltagerne.

- Det er helt fantastisk. Det er så vigtigt, at vi står sammen i en lille by. Vi har jo alt, og når vi har så nyt og flot et klubhus, så skal det naturligvis udnyttes, og vi skal have så mange børn og unge til at komme her som muligt. De skal prøve foreningslivet og fællesskabet. Det betyder alt. Når vi laver denne fodboldskole, får vi også altid nye spillere, for det er jo ikke alle, der er med i fodboldklubben. Måske får de smag for det her og melder sig ind, siger hun.

De to første dage lavede deltagerne en række øvelser og spillede masser af fodbold, men den sidste dag var en eventdag.

- Afslutningen skal være ekstra festlig, så da laver vi en masse sjove ting. Vi spiller bl.a. promillefodbold, hvor de spiller med nogle hjemmelavede briller, så de er næste blinde. Det kommer der en masse sjov ud af. Vi laver andre ting, hvor vi bevæger os, mens vi har det sjovt og oplever noget sammen. Det er det allervigtigste, slutter Dorthe Gade.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...