Kulde og regn til trods, så var der pæn tilskueropbakning, da U16-drengene hos Hals fS forleden afrundede sæsonen mod Fjerritslev.

Hals var allerede forinden sikker på at vinde puljen, men det forhindrede ikke en overbevisende 6-2-sejr.

Efter 14 minutter åbnede Malthe Theigler festen og bragte Hals på 1-0. Selv om værterne var spilstyrende, lykkedes det kort efter gæsterne at udligne via en misforståelse i HfS-forsvaret. Hussein El Hek bragte igen Hals på sejskurs, og ved stillingen 2-1 gik holdene til pausen.

2.-halvleg var 10 minutter gammel, da Buster Bach Nørregaard overlistede gæsternes målmand med et skud langt udefra.

5 minutter senere sled Gustav Elvekjær sig løs og sendte efter et soloridt bolden i netmaskerne. Minuttet efter scorede Malthe Theigler for anden gang, inden den unge mand lidt senere fuldendte sit hattrick.

Fjerritslev fik pyntet i kampens sidste minutter, men det ødelagde ikke indtrykket af en velfortjent HfS-sejr.

I øvrigt er Hals-drengene repræsenteret med 8 spillere blandt rækkens 10 mest scorende. Listen toppes af Malthe Theigler med 8 mål. Han er skarpt forfulgt af holdkammeraten Silas Bruun Pedersen med 6 fuldtræffere.

Holdet udgøres af spillere fra klubber i den tidligere Hals Kommune. Puljen er vundet med 5 overskydende point og en målscorer på plus 22.

På billedet ses bagest fra venstre: Andreas Søkilde Frederiksen, Johan Poulstrup, Casper Marguardt Gregersen, Anders Kortegaard, Magnus Høj, Rasmus Jensen, Buster Bach Nørregaard, Jeppe Ørtved, Mads Roland Jensen, Malthe Theigler Gregersen, Adam Pedersen, Gustav Elvekjær, Silas Bruun Pedersen, Sebastian Møller Pehrson og træner Lars Frederiksen. Forrest fra venstre er det Lucas Seager Dahl Larsen, Hjalte Jansson, Sejr Væhrens og Anders Skjødsholm. Fraværende på billedet er Malthe Andreasen fra klubbens U14-hold. Han har været en sikker ankermand i fire af kampene.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...