I BYEN: Cecilie Ommundsen er ikke den første kørelærer i byen

FLAUENSKJOLD: I sidste uge kunne vi her i avisen fortælle, at det nu bliver muligt at erhverve kørekort i Flauenskjold, idet kørelærer Cecilie Ommundsen vil etablere køreskole i byen.

I omtalen pegede vi på, at det vist er første gang, byen har sin egen kørelærer.

Det har fået Henning Lindholt fra Dronninglund til at kontakte os for at fortælle, at sådan forholder det sig ikke.

- I 1956 tog min far og jeg faktisk kørekort ved en kørelærer i Flauenskjold, fortæller han.

- Midt i 50-erne begyndte folk at få bil, og så var der behov for en køreskole, og det var der på daværende tidspunkt.

- Jeg husker, at han boede i et hvidt hus på Stadionvej, men jeg husker ikke, hvad han hed.

- Han var der vist kun et par år. Jeg var lige fyldt 18 år, og min far var omkring 50.

- Da jeg havde kørt 5-6 timer, sagde min kørelærer, at nu kunne jeg gå op til prøve.

- Vi havde ikke en egentlig teoriundervisning bortset fra det, vi fik i bilen, når vi kørte.

- Prøven skulle foregå i Sæby, og bilen, jeg kørte, var en kæmpestor og klodset ”Standard Wanguard”.

- Den fyldte meget, og da jeg skulle vende på en villavej i Sæby, kom mit forhjul for tæt på fortovet, og jeg dumpede.

- Det var for få timer, jeg havde haft, men jeg har på fornemmelsen, at han ønskede at få mig til prøve efter så få timer for at fortælle andre, at man hos ham hurtigt og nemt kunne tage et kørekort.

- Jeg fik så nogle flere timer, gik op igen og fik kørekortet.

- Det har jeg haft lige siden og bruger det fortsat, fortæller Henning Lindholt, der videre fortæller, at hans far også fik sit kørekort, og at forældrene senere købte en ny Anglia kontant hos Ford i Dronninglund.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...