Aalborg Kommunes eneste reelle fiskerihavn ligger i Hals. Og én gang om året er havnen et mekka for erhvervsfiskere, der gerne vil have fingre i den eftertragtede stenbiderrogn. Fra januar og frem til april er strækningen fra Øster Hurup og til et stykke nord for Sæby i absolut topklasse, når det kommer til stenbiderfiskeri. – Netop derfor søger ganske mange udenbys fiskere i denne tid mod Hals Havn. Målet er naturligvis at være med på første parket, når jagten går ind. Allerede nu ligger flere fremmede kuttere til havn i Hals, og andre følger efter den kommende tid. - Sådan er det hvert år, siger formanden for Hals Fiskeriforening, Allan Åbenhus Nielsen. – De kommer gerne langvejs fra og så må vi andre jo også gøre vores for at få del i udbyttet, tilføjer formanden, der håber på vejrgudernes gunst. - I de seneste dage har vi haft masser af østenvind. Det er ikke godt her på kysten, for det sviner vores garn til. Vi vil hellere have vinden over i vest, og hvis det sker, så er forudsætningerne gode for en fin fangst, tilføjer formanden. Han imødeser i øvrigt en god efterspørgsel på stenbiderrogn i den forestående sæson. - Når vi kommer på den anden side af krisen, vil folk formentlig gerne betale lidt ekstra for at få noget godt. Og stenbiderrogn er jo et produkt som de fleste forbinder med luksus, konstaterer Allan Åbenhus Nielsen.

Hals Havn har i 2020 lodset fisk for i alt 7 mio. kr. Det har afstedkommet 130.000 kr. i havnepenge til Aalborg Kommune. Penge som Allan Åbenhus Nielsen håber, kommer tilbage i form af bedre forhold for både lokale fiskere og gæsteskibe. – Det er ingen hemmelighed, at Hals Havn trænger til en kærlig hånd. Vi har blandt andet akut brug for nogle nye el-kasser og vores velfærdsfaciliteter er næsten ikke-eksisterende. Hvis vi også fremover skal være en attraktiv fiskerihavn, er det vigtigt med kommunal anerkendelse, lyder det fra formanden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...