50 deltagere havde meldt sig til det første Lan-party i den nye e-sportsafdeling under Vester Hassing Gymnastik- og Idrætsforening

VESTER HASSING: Det første Lan-party i regi af den nye e-sportsafdeling under Vester Hassing Gymnastik- og Idrætsforening løb i weekenden af stablen i Vester Hassing Hallen. Her var 50 børn og unge samlet til et døgn med intensive konkurrence udi CS Go. Ligeledes blev der dystet i Fortnite og andre klassikere.

50 deltagere havde meldt sig til den officielle del af arrangementet, der var inddelt i en junior- og en seniorrække. Heraf var størstedelen drenge, om end en enkelt pige havde sneget sig med i feltet. Lørdag havde flere andre piger dog indfundet sig til hygge med spil på iPads udenfor den officielle del af konkurrencerne.

- Vi er godt tilfredse med tilmeldingen, siger Jonas Bundgaard Kristensen fra VHG E-sport.

- Efter indledende tekniske problemer kom vi i gang, og det er dejligt at se, at vi har haft en hel del udenbys deltagere. Vi glæder os ligeledes over den fine sponsoropbakning. Det har blandt andet udmøntet sig i præmier for omkring 10.000 kr. tilføjer Jonas Bundgaard Kristensen.

VHG E-sport håber at kunne gøre arrangementet til en tilbagevendende begivenhed.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...