GAVEIDE: Julen nærmer sig, hvor mange vælger at gemme en gave under juletræet til familiens kæledyr. AniCura Dyrehospitaler har samlet fire gode idéer til, hvordan du kan forkæle din hund eller kat til jul

Inden længe er det jul igen, hvor de fleste danskere har tradition for at forkæle hinanden med julegaver, og i mange hjem gemmer der sig også en gave under juletræet til familiens firbenede medlemmer. Derfor kommer Anicura Dyrehospital i en pressemeddelelse med fire ideer til gaver til dine kæledyr.

- I langt de fleste husstande med kæledyr ser man hunden eller katten som en stor del af familien, som derfor også skal forkæles juleaften. Selvom dyrene ikke helt forstår julegavekonceptet, vækker det begejstring, når der skal pakkes op, og for ejerne er det en god anledning til at overveje, om der er noget, kæledyret mangler, fortæller Sanne Ross, der er dyrlæge ved AniCura Gistrup Dyrehospital.

Hun guider dig på vej til, hvilke typer gaver du med fordel kan gå efter til dit kæledyr.

Den underholdende gave

Mental og fysisk stimulering er afgørende for dit kæledyrs ve og vel. Særligt hunde har behov for at blive aktiveret på daglig basis, og julen kan derfor være en anledning til at investere i nyt aktivitetslegetøj.

- Der findes mange forskellige former for aktivitetslegetøj, som kan underholde hunden og samtidig holde den i gang. På den måde bidrager du til, at din hund holder sig sund og rask mentalt såvel som fysisk, forklarer Sanne Ross.

Har du kat, vil den helt sikkert sætte pris på noget sjovt kattelegetøj eller en papkasse, som de fleste katte er vilde med.

Den praktiske gave

Hunde skal også luftes i den kolde vintertid, og det er derfor oplagt at købe tøj eller dækkener, som kan holde din hund varm om vinteren.

- Særligt mindre hunde eller racer med tyndere pelse har tendens til at fryse om vinteren, og det kan derfor være en rigtig god idé at anskaffe et godt tæppe eller en bluse, som hunden kan have på udendørs. Det kan kræve lidt tilvænning, men i langt de fleste tilfælde vil det vise sig at være en god investering, siger Sanne Ross.

Den velsmagende gave

De fleste dyreejere vil gerne forkæle sine kæledyr, og julen er derfor en god anledning til at glæde dyrene med godbidder og mad.

Ifølge Sanne Ross er det dog vigtigt ikke at gå all in på godbidder i julen, da det i for store mængder kan medføre overvægt.

Du kan derfor for eksempel vælge lækre tyggeben, som holder lang tid, og som samtidig holder hunden aktiveret.

Den oplevelsesrige gave

Har dit kæledyr rigeligt af legetøj og godbidder, kan du også overveje at give en mere symbolsk gave til jul.

- Vores kæledyr, særligt hunde, vil gerne bruge så meget tid som muligt med ejerne, og det vil derfor være en rigtig god idé at give oplevelsesgaver. Det kan være i form af hundetræning, socialisering med andre hunde eller noget så simpelt som flere gåture eller mere leg, siger Sanne Ross.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...