Vær med til at teste en ny museums-app, besøg skriveværkstedet eller tag med på rundvisning

HALS: I samarbejde med Aalborg Universitet har Nordjyllands Historiske Museum udviklet appen ”Opdag Skansen”. Det er sket for at gøre Skansens historie mere tilgængelig for et yngre publikum. Appen giver blandt andet mulighed for virtuelt at genopbygge Skansen i en 1600-tals version og deltage i en quiz om Hals’ historie.

I efterårsferien i næste uge skal den nye app testes, og det kan du være med til. Til og med fredag 18. oktober klokken 10-15 kan du derfor møde medarbejdere fra museet og universitet på Hals Museum, der står klar til at hjælpe med at hente appen ned på din telefon og besvare eventuelle spørgsmål. Hvis du løser appens mysterier i samme tidsrum, får du en lille gave som tak for hjælpen med at teste den nye app.

Men det handler ikke kun om den nymodens teknologi med apps til mobiltelefonen, for børnene kan også prøve gammeldags, analog teknologi i museets skriveværksted. Her er både blæk og skrivemaskine fundet frem. Men det kræver snilde og kløgt at bruge skrivemaskiner, så tag gerne en voksen med. Skriveværkstedet er også åbent alle hverdage fra 10-15.

Onsdag i efterårsferien er der desuden mulighed for at komme med på en særlig børnerundvisning på museet og udenfor i det gamle krudtkammer og på selve skanseområdet. Der er rundvisning både klokken 11 og 13. De er tilrettelagt for børn i alderen 4-10 år, men deres forældre og ældre søskende er naturligvis også velkomne.

Alle aktiviteterne er gratis.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...