Asaa Vinterbadeklub afviklede i søndags sin årlige vikingedåb af skrællinger fra havnen i Asaa

ASAA: Der var dem, der nød det kolde gys eller lod som om, og så var der alle os andre, der hyggede os gevaldigt med bare at se på, da vinterbaderne i søndags arrangerede vikingedåb i havnen i Asaa. Fem modige skrællinger havde gjort sig fortjent til en ny agtværdig status ved gennem de seneste to år regelmæssigt at have udøvet den ædle sport, vinterbadning. Der var dog ikke meget vinter hverken i luften eller i vandet. Solen skinnede og vandtemperaturen var 5 grader.

Alligevel var vi mange på kajkanten, der småfrøs, selv om vi havde iført os varmt vintertøj. De fem modige skrællinger stod derimod kun iført badetøj og klar til at springe i. Ifølge ritualet skal man, når man har badet i to vintersæsoner, hoppe i det kolde vand og svømme en bådslængde.

En efter en hoppede de tapre skrællinger i vandet nøje fulgt af de mange tilskuere på kajen. Vel oppe på fast grund blev hver enkelt modtaget af Stormand Skratmås i skikkelse af Jane Jørgensen. Mens skrællingen knælede på et dyreskind, udnævnte Stormand Skratmås dem så til ægte vikinger. Med denne titel følger en række rettigheder. De må nu bl.a. sidde med ved højbordet i klubhuset, ligesom de også får tildelt et navn, som de har pligt til fremover at lyde, når de færdes i området.

Blandt de modige skrællinger var Kristian Kristoffersen fra Dronninglund.

- Det var dejligt, og jeg nyder at vinterbade. Det har jeg gjort i to år, og det fortsætter jeg med, forklarede han efter dåben.

Han blev i øvrigt tildelt navnet Frode, der står for klogskab og visdom.

Efter dåben gik turen til klubhuset, hvor der var varm kaffe på kanden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...