Sæsonafslutning med pandekager over bål, musik med tamburkorpset og aflæggelse af væbnerløftet

VESTER HASSING: En lang sæson er slut hos FDF i Vester Hassing. Tirsdag aften var både børn og forældre inviteret til hygge og samvær ved kredshuset, hvor det kølige vejrlig gjorde, at markedshallen måtte tages i brug. Alligevel blev der bagt indbydende pandekager over bålet, ligesom de fremmødte blev bespist med pølser og brød.

Tamburkorpset bidrog med musikalsk underholdning på en aften, hvor højdepunktet var aflæggelsen af væbnerløftet.

- Det er altid velbesøgt, når vi afrunder sæsonen, fastslår kredsformand Jan Gaard.

- Vi bruger ligeledes aftenen på af få besat nogle af posterne til den kommende sæson. Det er en god anledning, når vi nu alligevel har mange forældre på besøg, konstaterer formanden.

Kredsens yngste har netop været på sommerlejr og inden længe drager de ældste afsted på lejr i Østrig.

FDF i Vester Hassing er landets femte største kreds med 350 medlemmer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...