Det står skidt til med arbejdsmiljøet for mange ungarbejdere i det nordjyske sommerland. Det er i hvert fald konklusionen fra Jobpatruljen efter få dages kontrol i landsdelen

Det står skidt til med arbejdsmiljøet for mange ungarbejdere i det nordjyske sommerland. Det er i hvert fald konklusionen fra Jobpatruljen efter få dages kontrol i landsdelen. Over to dage er i alt 100 ungarbejdere blevet interviewet om deres arbejdsforhold. Af disse er hele 39 sager – altså over en tredjedel – sendt videre til faglig opfølgning i enten HK eller 3F, fordi forholdene ikke var i orden. Ifølge den nordjyske jobpatruljekoordinator, Louise Nabe-Nielsen, er det især sikkerhed og arbejdsmiljø, den er gal med. Manglende instruktion i brugen af maskiner og udstyr er ét problem. Tunge løft er et andet. - I 20 af sagerne har vi mødt unge, der løftede mere end det tilladte - eksempelvis fyldte ølkasser. Hos en virksomhed indenfor byggebranchen var der ungarbejdere, der løftede parasolfødder på mere end 40 kilo og skubbede rundt med paller med sprinklervæske på mere end 250 kilo, fortæller Louise Nabe-Nielsen. - Her i Nordjylland har vi i år også mødt en ung, der har fået en forbrænding på hånden i forbindelse med sit arbejde. Der er derfor al mulig grund til at tage den manglende instruktion meget alvorligt, understreger Louise Nabe-Nielsen. Hun tilføjer, at den unge, der fik forbrændt sin hånd, i øvrigt hverken kom til læge eller fik anmeldt ulykken som en arbejdsskade.

Andre sager, der har fyldt i statistikken de første dage, drejer sig om unge, der har for lange vagter, manglende pauser eller som arbejder alene. - Det er vi stødt på i blandt andet bagerier, kiosker og is-butikker. I en dagligvareforretning var der yderligere det problem, at den unge følte sig utryg ved berusede kunder i aftentimerne, når vedkommende var alene på vagt, beretter Louise Nabe-Nielsen.

Selv om tallene kan se alarmerende ud, kan Jobpatruljen dog også berette om mange arbejdspladser, hvor der er godt styr på tingene. I langt de fleste tilfælde, hvor det halter, er det således fordi, at hverken arbejdsgivere eller ungarbejdere selv er bekendt med reglerne. - Men det er arbejdsgiverens ansvar, at reglerne bliver overholdt. Og når vi oplever, at en tredjedel af de unge går på arbejde med risiko for arbejdsskader, er det selvfølgelig noget, vi fortsat vil følge op på, siger Louise Nabe-Nielsen.

En enkelt af de sager, Jobpatruljen er stødt på i de seneste dage, ender sandsynligvis med en politianmeldelse. Det drejer sig om en restauration, hvor en ung under 18 år, uden tilsyn af en voksen, arbejdede med udskænkning af alkohol. De øvrige sager bliver typisk fulgt op af en henvendelse fra fagforeningen til arbejdsgiveren. - Vi ser heldigvis ofte, at der er bedre styr på forholdene, næste gang, vi kommer, bemærker Louise Nabe-Nielsen.

Jobpatruljen i Nordjylland har foreløbig besøgt arbejdspladser i områderne Sæby, Præstbro, Dronninglund, Hjallerup, Hals, Hjørring, Hirtshals, Sindal, Tversted, Lønstrup, Skalborg og City Syd i Aalborg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...