I 34 år har Anne Grethe Trangbæk og Helge Rude Kristensen rejst verden tynd. Ikke i chartermæssig forstand, men derimod i firhjulstrækker gennem både ørkener, regnskove og bjergområder. I de første mange år foregik rejserne i selskab med parrets 3 sønner. En enkelt gang har Anne Grethe og Helge sågar haft sidstnævntes mor med på farten. Nu er de begge selv pensionister, men rejselysten er der stadig. I fjor brugte de 180 dage på en 44.000 kilometer lang tur gennem Canada og Alaska. Den rejseoplevelse var onsdag aften genstand for et foredrag i Vester Hassing Sognegård. Her var omkring 30 tilhørere på plads til en spændende og munter stund i selskab med de to globetrottere. Anne Grethe og Helge satte fokus på såvel Nordamerikas smukke natur som de mennesker, der bor og arbejder i de tyndt befolkede områder. Foredraget var suppleret med et væld af fotos fra parrets oplevelser undervejs.

Aftenen blev krydret med forfriskninger i pausen, ligesom der efterfølgende var mulighed for at stille spørgsmål.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...