Passagerer skal fremover betale via kort eller mobilepay

HALS: Mens det allerede ligger klart, at Hals-Egense-overfarten skal opgraderes med en ny færge, så har Aalborg Kommune også moderniseret betalingsmulighederne ved overfarten.

Et nyt system er på plads på såvel Hals-Egense- som på Egholm-forbindelsen. Sidstnævnte er allerede i brug, men passagerer, der skal krydse fjorden ved Hals og Egense må vente til efter jul.

- Vi er formentlig klar med betalingsautomaterne i Hals og Egense omkring nytår, fortæller afdelingsleder Henrik Jess Jensen fra by- og landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune.

- Det bliver enklere for passagerne. Og da vi aflaster personalet fra billetteringen, så kan vi i de mest belastede perioder sejle endnu flere ture, tilføjer Henrik Jess Jensen.

Det nye betalingssystem betyder, at kontantbetaling helt udfases. Alle passagerer skal fremover betale via kort eller mobilepay.

Bilerne kører ombord via en ny linjeføring, som kendes fra andre overfarter. Ligeledes er der etableret et genkendelsessystem, således at pendlere med turkort vil kunne køre ombord uden at skulle betale ved automaterne. Disse faktureres i stedet via periodevise opkrævninger.

- I det hele taget forventer vi os meget af det nye betalingssystem. Det er et led i Aalborg Kommunens digitaliseringsstrategi, som medfører udfasning ad kontantbetaling på alle niveauer, lyder det fra Henrik Jess Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...