Brønderslev Bibliotek gør i en pressemeddelelse opmærksom på, at bibliotekets netmedier har åbent døgnet rundt.

- Hent dine bøger, blade og film direkte hjem i stuen, opfordrer de.

E-bøger og e-medier er elektroniske opslagsværker, aviser og tidsskrifter, e-bøger samt andre netmedier, hvor man kan søge efter alverdens emner, som biblioteket frit stiller til rådighed.

- Det betyder, at du som bruger kan anvende dem alle steder, blot du har internetadgang. Det kræver, at du er bosat i Brønderslev Kommune og er indmeldt som låner på biblioteket, oplyser biblioteket.

Biblioteket har også eReolen, som er bibliotekets e- og lydbøger-

- Der er et stort og bredt udvalg af titler med både romaner og fagbøger for børn og voksne. Du kan altid se ”nyt på hylderne”, ”månedens tema” eller ”noget der ligner”, ligesom du altid kan benytte søgefunktionen og søge på lige netop den genre, titel eller forfatter, du gerne vil læse/lytte til.

Lånene slettes automatisk efter 30 dage.

- Måske er en super god krimiserie som e-bog lige noget for dig, foreslår bibliotekar Jytte Albrektsen.

- Så skal du prøve den danske krimiserie af Inger Gammelgaard Madsen med den italienskfødte Roland Benito som hovedperson. ”Nattelinjen” er 13. bog i serien, så her er masser af gode læsetimer. Du kan også lytte til Isabel Allendes nyeste bog, ”Håbets rejsende”, der er en dramatisk kærlighedsfortælling om Victor og Roser, der i 1930 flygter fra Frankrig og videre til Chile.

På Filmstriben kan man se film og serier for både børn og voksne, og biblioteket melder om masser af god underholdning for alle. Jytte Albrektsen foreslår filmene ”Dyrene i Hakkebakkeskoven” eller ”Otto er et næsehorn” som gode film til en hyggestund mellem barn og forældre eller bedsteforældre.

- I julemåneden vil jeg selv nyde at se ”Peddersen og Findus – den bedste jul nogensinde” sammen med vores barnebarn Olivia, oplyser Jytte Albrektsen.

- Hun elsker nemlig den skøre kat, der bor sammen med Peddersen ude i den svenske skov. Og så vil jeg elske at se ”Love actually”, som er mit bedste bud på en super hyggelig julefilm for voksne.

Biblioteket byder også på magasiner med RB Digital.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...