Områdeleder Bjarne Jørgensen takkede brandfolk og reddere for indsatsen

HALS: Med blot 36 udrykninger blev 2019 et af de mere rolige år for det lokale beredskab.

Det var budskabet, da stationsleder Michael Skytt lørdag gjorde status ved nytårsparolen på Falckstationen i Hals.

Michael Skytt hæftede sig blandt andet ved en større brand i et tømrerværksted i Gandrup som en af de mere krævende slukningsopgaver. En ulmende silo gjorde arbejde kompliceret, forklarede stationslederen, der også bemærkede tre sommerhusbrande i samme nærområde med få dages mellemrum.

- Det er ikke hverdagskost, men intet tyder dog på en sammenhæng mellem de tre brande, lød det fra Michael Skytt. Han benyttede også lejligheden til at hylde to jubilarer. Torben Nørgaard og Carsten Christiansen har begge tjent lokalsamfundet som brandmænd i 25 år. Sidstnævnte var til stede ved nytårsparolen og blev hyldet med både fortjenstmedalje, vin og klapsalver.

Falcks områdeleder, Bjarne Jørgensen var ligeledes mødt frem. Han takkede de lokale brandfolk og reddere for den indsats de til stadighed yder.

- I er med til at gøre hverdagen mere sikker for jeres medborgere. Og så skal man tilmed huske, at I er klar til at rykke ud dag og nat, året rundt. Det kræver også, at jeres familier bakker op. Dem skal vi ligeledes huske at takke, konstaterede Bjarne Jørgensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...