JULETRÆER: Dronninglund Borgerforening sørger også i år for, at vi alle kan købe et juletræ

Med kun lidt over en uge til juleaften er det ved at være på høje tid at bringe juletræet hjem. Selv om det nok bliver en lidt anderledes jul i år, så kan man ikke fejre den uden et juletræ. Traditionen tro sørgede Dronninglund Borgerforening for at der var nok af træer at vælge imellem, da den i weekenden solgte træer fra Oasen midt i Naturparken i Dronninglund.

Her var der masser af træer, der var fældet, og som var lige til at tage med hjem. En del ville dog også gerne selv fælde årets juletræ, og det kunne også lade sig gøre, da Borgerforeningens juletræer altid hentes i foreningens egen skov.

Udstyret med en sav kunne man få lov til selv at udvælge sit favorittræ blandt de mange hundrede træer, der står på rad og række. Det tilbud benyttede familien Hermansen fra Dronninglund sig af. Børnene Ea og Max var også med, og det samme var bedsteforældrene, så det var noget af en opgave at blive enige om, hvilket træ der skulle med hjem.

Det lykkedes heldigvis, og sammen kunne de slæbe det valgte træ hen til bilens trailer.

For mange er det en tradition at købe træ af Borgerforeningen. Ved at gøre det, støtter man foreningen, og samtidig er der gjort meget ud af, at det skal være en hyggelig oplevelse. I bålhytten kan man således købe vafler og gløgg, og der er arrangeret nisseløb for børnene.

Dronninglund Borgerforening sælger hvert år omkring 100 træer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...