Velbesøgt gå-hjem-møde i Dronninglund Golfklub om fordele og ulemper ved at investere i udlejningsejendomme

DRONNINGLUND: Omkring 50 mødte op, da der i Dronninglund Golfklub i sidste uge blev afholdt et gå-hjem-møde. Emnet var ”Investering i udlejningsejendomme”. Programmet bød på fire oplægsholdere, der på hver deres felt fortalte om mulighederne og udviklingen inden for området.

Mattias Manstrup fra Nordicals (tidligere Nybolig Erhverv) fortalte om, hvordan det aktuelle ejendomsmarked er lige nu, og hvad man skal være opmærksom på, hvis man tænker på at investere i en udlejningsejendom. Pointen er, at man ser sig godt for, og især at der er lavet gode forberedelser, så man er klar til at slå til, når den rigtige ejendom dukker op.

Advokat Kim Østergaard fra Nielsen & Østergaard Advokatfirma gjorde tilhørerne klogere på, hvilke udfordringer der kan være ved køb af en udlejningsejendom. Der blev gennemgået udvalgte regler for fastsættelse af husleje og vigtige områder ved indgåelse af lejekontrakter.

Revisor Jane Holm fra Dansk Revision Aalborg gennemgik de skattemæssige regler, herunder hvordan man opgør den skattepligtige indkomst, og hvilke muligheder, der er for at anvende forskellige skatteordninger m.v.

Endelig fortalte erhvervskundechef Line Landvad fra Sparekassen Vendsyssel om, hvilke krav der er til egenfinansiering ved køb af udlejningsejendom, herunder hvilke nøgletal, de særligt kigger på, når der skal indhentes finansiering på en ejendom.

Efter de fire oplæg, var der tid til spørgsmål fra tilhørerne, inden det hele blev sluttet af med sandwich.

Arrangørerne betegner mødet som en succes og overvejer en gentagelse af arrangementet i løbet af efteråret.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...