Egentlig skulle hun have haft idrætslederprisen i marts måned, men på grund af coronaen blev det som så meget andet aflyst. Nu er situationen imidlertid så meget under kontrol, at Dronninglund Tennisklubs mangeårige formand, Karen Axen, endelig kunne få sin velfortjente pris. Det er Nordjyske Servicesparekassers Fond, der uddeler prisen, der foruden diplom også kaster 6.000 kr. af sig.

Det var en af klubbens nye spillere, Signe Bendtsen, der havde indstillet Karen Axen, og det var derfor også hende, der overrakte prisen.

- Jeg har indstillet Karen, fordi hun har betydet så meget for klubben, fortalte Signe Bendtsen.

- Jeg begyndte først at spille tennis sidste år, så jeg er helt ny i denne sport. Det er Karen, der er skyld i, at jeg fortsat spiller. Hun tog imod mig med stor hjælpsomhed og satte min træning op. Hun sørgede for, at jeg havde det sjovt og følte mig godt tilpas. Hun bruger al sin energi på at hjælpe os andre, og hun er et stort aktiv for klubben. Det er vigtigt, at der kommer fokus på det store arbejde, hun udfører, så derfor skal hun have prisen. Hun har virkelig fortjent den, sagde Signe Bendtsen.

- Jeg er meget stolt. Det er virkelig et skulderklap at få sådan en pris. Tusind tak, sagde prismodtageren i sin korte takketale.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...