At faste fra noget dagligdags i en periode er en sten i skoen

KLUMME: Den kristne faste varer frem til påske. I Danmark er traditionen med at faste røget ud efter reformationen, men de seneste år er den dukket op igen i folkekirken. I den katolske kirke er der klare regler for fasten. Sådan er det ikke hos os. Vi skal selv opfinde reglerne. Fasten bliver et valg for os. Både om vi vil faste og hvad vi vil faste fra. Vi har ikke samme fællesskab om fasten, som andre kristne.

Hvis man vil i gang, er der forskellige måder at gribe det an på. Det første man kan gøre er, at vælge en ting, som man skal faste fra. Det kan for eksempel være alkohol, kød eller smartphone. Noget vi kommer til at lægge mærke til. Formålet med at afstå fra noget er, at hverdagens rutine bliver brudt. Der kommer en lille sten i skoen, som minder os om, at vi faster. Næste skridt kunne være at indbygge en pause hver dag. Fem til ti minutter hvor vi bare sidder og kigger ud i luften. Pauserne er gode for os, for de giver plads til refleksion. Måske kører tankerne løs i starten, men det kan være, at der dukker noget op, som vi ikke vidste, fylder meget i vores liv.

Fasten er tid til selvbesindelse over vores liv. Over vores forhold til vores familie og venner, men også over vores forhold til Gud. Martin Luther har sagt, at det vi venter os alt godt fra, er vores Gud. Måske der er dukket nogle afguder op i vores liv? Fylder karrieren eller sporten alt? Drikker vi for meget? Med andre ord: Hvad styrer vores liv? Tidligere sygehuspræst Preben Kok siger, at det vi ikke har magt over, det har vi heller ikke ansvar for. Tager vi for meget på vores små skuldre? Er vi faret vild og tror, at vi kan magte det hele. Ja, er vi ubevidst kommet til at forveksle os selv med Vorherre og har glemt, at vi blot er mennesker?

Fasten kan åbne op for en erkendelse af, hvad det vil sige at være menneske. For at blive klogere på det, har vi brug for en sten i skoen, pauser og refleksion. Men vi har også brug for input. Det kan vi få ved at læse i Salmernes Bog i Det gamle Testamente. Salmerne rummer glæden, smerten og håbet. Håbet om at selv om det er svært, griber Gud ind til sidst.

God faste!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...