Præsten har ordet

En rod at stå på.

- dåben.

I en lille trækirke langt ude på landet i Dalarne i Sverige står døbefonten som I ser på billedet. Lidt gemt væk i et hjørne står den, som om den er sad lidt til side. Som man ser på billedet er selve døbefonten en udhulet trærod, og foden den står på er flere trærødder, som er flettet sammen, så de danner et hele.

Jeg kender ikke skaberen af døbefonten - måske en lokal håndværker eller en lokal kunstner. Men det er i og for sig også ligegyldig. Døbefonten er under alle omstændigheder meget speciel og dybt fascinerende at betragte. Både fordi den er unikt udformet, men også fordi denne unikke udformning er et godt billede på dåbens betydning i kristendommen.

Når jeg ser den, kommer jeg til at tænke på Johannesevangeliet kapitel 15 vers 5, hvor Jesus siger: ”Jeg er vintræet, I er grenene” – og jeg kommer derfor også til at tænke på ordene i en af de autoriserede faddertaler. Her står der, at vi ved dåben er indpodet i Kristus. Når man sammentænker de to udsagn, betyder det, at vi er podet på Jesus som vintræet, og vi med dåben bliver grene og kan vokse på det træ gennem hele vores liv. Det er sådan et dejligt livgivende billede på, hvad dåben betyder, og som fint understøttes af døbefonten på billedet.

Dåben er en af rødderne i den kristne tro. Og måske den stærkeste rod af alt. For dåben er Guds eviggyldige tilsagn om at være med os alle dage indtil verdens ende, som der står i dåbsbefalingen, som læses hver gang, der er dåb. Vi har alle brug for noget solid og grundfæstet i vores liv. Et liv, som ingen ved, hvad vil bringe, når vi står med et lille barn ved døbefonten. Vi håber altid, at det må blive et langt og lykkeligt liv, men livet vil det sommetider anderledes. Ja, det er nok de færreste mennesker, der helt undgår at blive rystet, og falde som blade om efteråret, men roden bærer os trods alle livets storme. Dåben er en rod at stå på, for uanset hvad der sker i vores liv, så tror vi på, at vi evig og altid har dåbens velsignelse med os, og vi lever af, at vi altid må vende tilbage til evangeliets ord og dåbens tilsagn, uanset, hvor langt vi er kommet væk fra roden. For dåben er også tilsigelse af syndernes forladelse, og som sådan en forkyndelse af det grundlæggende i kristendommen: at Gud er en nådig, barmhjertig og kærlig Herre. Ja dåben er en rod at stå på, og det illustreres så fint med billedet af døbefonten.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...