En stor del af foreningslivet i Hals har base på havnen. Lørdag 20. juni er der mulighed for at kigge nærmere på noget af den frivillighed, der tager udgangspunkt i de maritime omgivelser. Her er der nemlig arrangeret Åben Havn med deltagelse af blandt andet ro- og kajakklubben, søspejderne, Den Gamle Skurby, Vinterbaderne og Maritime Oplevelser. Sidstnævnte er en nystiftet forening, der har etableret et lille skibsværft i lodshuset. Her er ildsjæle i fuld gang med at give nyt liv til jollen ”Sirius”. Samme sted ses også en bordmodel, som viser foreningens visioner for området omkring lodshuset.

Ved Åben Havn-arrangementet er der mulighed for at prøve nogle af foreningernes aktiviteter. Hvis vejret tillader, er Hals Ro- og Kajakklub på banen med et fri-roningskursus, ligesom der naturligvis er mulighed for at få en snak med repræsentanter fra de deltagende foreninger.

Også Ung Aalborg har meldt sin ankomst med maritime tilbud, og ved isbryderne anløber det gode skib, ”Alvilde” - en totalrestaureret Snurrevådskutter fra 1897. Det er nu et foreningsskib med en besætning fra Maritim Linje på FGU Frederikshavn. I eftermiddagstimerne leverer unge fra musiklinjen hos FGU i Hjørring sømandssange fra skibets dæk.

Som med alt andet i denne tid, foregår det hele udendørs og med forsamlingsstop på 50 ved de enkelte foreninger.

Åben Havn løber af stablen i tidsrummet 13 til 17.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...